Talen fra Christina Møller

Vi er alle samlet her i dag, for at tage afsked med pony tiden. Denne gang blev det 92?ernes tid. Tiden fra vi startede med at ride til i dag, er gået så stærkt og jeg tror de fleste har glemt at stoppe op og nyde det, som nu er slut, nemlig tiden på pony. Vi står alle hernede med den underlige følelse i maven af, at vi nærmer os vores sidste ridetur på de ponyer, der har betydet uendelig meget de sidste mange år. Nogle har allerede solgt deres pony/ponyer, mens andre har sidste ridetur i morgen. Nogle af os er så heldige at skulle ride Ecco cup finalen i Vallensbæk om et par uger. Men lige meget, hvornår det end er, så bliver det ikke en dag vi ser frem til. Tværtimod! ? vi vil alle sammen gerne kunne udskyde denne sidste ridetur, hvis det var muligt. For jeg er sikker på, når man rider op af midten den aller sidste gang for at hilse af, bliver det svært at holde tårerne tilbage. Alle de år man har brugt med ponyerne er lige pludselig forbi.

Selvom man synes, det er vildt irriterende, når man en januar dag med minus 10 grader skal ud at ride, er det alligevel det hele værd. At blive mødt af et vrinsk ? det er så hyggeligt. Eller når de står med hovederne ude af vinduet med deres store livlige øjne og puffer til en, for at få vores fulde opmærksomhed. Det er en glæde, der strømmer gennem kroppen, som ikke kan forklares, men jeg tror alligevel alle, der står her i hallen i aften, ved, hvordan det glade gensyn med sine elskede ponyer varmer indeni. De er der altid. Har vi været oppe at skændes med forældrene, haft den værste dag i skolen eller har der været problemer med veninderne, så er de der altid til at lytte. Jeg skal personligt indrømme at Casio har lagt øre til utrolig meget. Og jeg er sikker på, det har irriteret ham, at han ikke kunne svare og bede mig tie stille somme tider.

Vi husker alle sammen vores første klubstævne, og måske endda også placeringen. Det var en dag med en masse sommerfugle i maven og med store forventninger om, hvordan man skulle klare denne nye og spændende udfordring. Det var noget nyt vi skulle kaste os ud i, og det er blevet til mange stævner siden da. Måske er sommerfuglene der stadig også selvom vi har redet mange ture op af midten på vores dejlige ponyer. Jo bedre man blev, jo højere stævner kom man til at starte og jo højere forventninger fik man til sig selv og sin pony. Da jeg dengang som 4-årig startede mit første klubstævne, havde jeg aldrig drømt at stå her i dag, med alle de fantastiske oplevelser i bagagen, som jeg har fået med mine ponyer, familie og alle rytterkammeraterne.Men samtidig kommer vi jo ikke kun, for at få en ridetur inde på banen, foran de 3 eller muligvis de 5 skrappe dommere. Nej, vi kommer også til stævner fordi det er her, vi på kryds og tværs har fået en masse venskaber. Det er her mange af vores bedste venner og veninder er.

Når uheldet er ude og ponyen ikke er gående, føler vi at verden bryder sammen. ?Hvorfor lige mig, nu gik det lige så godt?. Vi oplever alle op og nedture og jeg er sikker på, at vi bliver stærkere af det. Men det er svært at tackle alene. Godt nok er vi konkurrenter når vi rider på banen, men udenfor banen bakker vi hinanden op i tykt og tyndt. Vi ser hinanden ride. Til tider kan vi næsten glemme, at få sadlet op, fordi vi bliver grebet af den hyggelige stemning, der er i rytterstuen og i campingvognene når stævnet går løs.

Jeg vil gerne takke den mest fantastiske landstræner og holdleder Danmark nogensinde har haft, nemlig Vibeke Degn Andersen og Rigmor Kristensen. Som mange har oplevet, lever Rigmor op til sit navn, for hun er og bliver vores alle sammens ?Gudmor?. Hun sørger for starttider, går til Chef d?ep møder og alt det, der nu følger med, når vi har været til Nordisk Mesterskab, Europa Mesterskab og andre internationale stævner. Vibsen bakker os op i tykt og tyndt før vi skal på banen. Hun er altid frisk på en cykel/løbe tur om morgen og prøver ihærdigt at få os andre med, hvilket ikke altid går så godt. At Vibsen er et legebarn, det kan vi vist ikke komme udenom. Hun er altid den første til at indgå et væddemål eller lave en konkurrence, hvis hun ser muligheden. En sjov episode som skal nævnes, var til EM i Schweiz her i sommer. Vi sad alle en sen aften og fejrede at Bronzemedaljen var i hus, da hun flyver op at stolen med en lysende ide om at vi skal se hvem der har bedst balance. Hun griber to flasker, finder restaurantens køkken og fylder disse med vand. Herefter deler hun ryttere, søskende og forældre på to hold og sætter stafetløb med flasker på hovedet i gang? Jeg kunne forsætte i al evighed med Vibsen?s underholdende indslag, som til Nordisk I Sverige, hvor Vibsen mødte op med en lille vindblæser, der senere fik tilnavnet tudepinden, da den skulle forhindre mascaraen i at løbe efter en hård ridetur i det varme vejr.

Det at stå her til rosenparaden her i aften, er for mig ikke noget nyt. De sidste 5 år har jeg båret roser eller været fanebære og dermed fulgt ?de gamle? ud af ponytiden og muligvis videre på stor hest. Hver eneste år har jeg stået i hallen og tænkt, godt jeg stadig har X antal år tilbage. Men sidste år da vi gik ud af hallen var det anderledes. Mange af dem, som var mine nære venner, de skulle videre i livet. Først der gik det op for mig at det hele var slut lige om lidt.

Tak til Horseworld Rideudstyr, som altid sørger for, at vi og vores ponyer ser pæne og ordentlige ud til stævner og mesterskaber. Det giver en god holdånd, når vi kommer til de store stævner og ved at vi ser skide godt ud.

Tak til alle sponsorerne, som har støttet talentudviklingen af ponydressur-eliten her i blandt vil jeg gerne takke Hanni Kaspzark fra ECCO. Hendes fantastiske initiativ med ECCO-cuppen, har givet mig og alle mine rytterkammerater god erfaring i at ride kür. Og samtidig givet os nye udfordringer ved at skulle sammensætte sit eget program, og derefter ride så det passer til rytmen i musikken.

Og sidst men ikke mindst, tak til vores alle sammens hovedsponsor, nemlig vores forældre. Uden dem var der ingen af os, der ville stå her i aften. De har lagt øre til meget gennem årene, der er gået, men har altid været der for os, når vi havde brug for dem. Vi må heller ikke glemme at takke vores søskende, bedsteforældre, venner og veninder for den kæmpe opbakning i har givet os både i medgang og modgang. For mit vedkommende havde jeg ikke stået her med alle de uforglemmelige minder, hvis det ikke havde været for mine forældre og min søster. Også en stor tak til Skive Rideklub, dejligt at I år efter år vil holde Rosenparaden for de ?gamle? ryttere.

Men mest tak til vores elskede ponyer, tak fordi, at I har holdt os ud i så mange år. Og tak fordi I har givet os så fantastisk mange gode oplevelser både derhjemme til træning og på konkurrencebanerne.- Tak!